NORDJYSKE STIFTSTIDENDE MANDAG 12. FEBRUAR 07


Til minde om Thyge. Ved at opføre et bibliotek i Uganda hjælper familien til Thyge, der druknede i Nilen, unge afrikanere - men den har også skabt et projekt, der har hjulpet den selv under sorgen, og som sikrer, at snakken om Thyge varer ved.
(Af Dorte Rohde dorte.rohde @nordjyske.dk)

Hent hele den originale artikel fra Nordjyske her: Nordjyske1.pdf

For halvandet år siden rejste de ud på deres livs tungeste rejse. De rejste til Uganda, hvor Thyge, deres søn og bror, var forsvundet i Nilen. Han omkom ved en tragisk drukneulykke. På tirsdag rejser de igen til det nordlige Uganda. Denne gang for at være med til indvielsen af et bibliotek på den lokale skole - bygget for penge, som familien samlede ind ved Thyges bisættelse. Projektet er ikke alene til glæde for de lokale i Uganda, det er også - og har været - til stor hjælp for familien i en ufattelig svær tid.

- Vores liv er fortsat med det projekt, forklarer familien i Øster Hornum. Forældrene, pædagogisk konsulent Annette Søegaard og seminarielærer Kurt Nielsen, og de to sønner, lærerstuderende Simon på 26 og 31-årige Søren, der er lærer.

Og hvor hårdt det end er, så kan familien med projektet også sige, at Thyges død ikke var forgæves.

Alt tegnede så lyst tilbage i efteråret 2005, da Thyge med lyst og mod på livet og verden ville ud på endnu en rejse. Han havde for 42.000 kr. købt en 70 dages tur til Afrika, der skulle bringe ham rundt til ni lande og et møde med bl.a. bjerggorillaer.

Tidligere havde han rejst sammen med sin halvandet år ældre bror, Simon. De to var uadskillige, selv om de bestemt også havde deres "ture". Sammen havde de været på bl.a. Gymnastikhøjskolen i Ollerup. De havde arbejdet sammen i Fårup Sommerland, hvor Thyge i forbindelse med bygningen af Falken kom i så tæt kontakt med fire mexicanere, at de to brødre siden rejste til Mexico uden meget andet i rygsækken end "Turen går til Mexico" og en returbillet. Og ud fra en overordnet målsætning om at gribe chancen, når den var der, fik brødrene under det tre måneder lange ophold kæmpeoplevelser sammen med et par af de kendte mexicanere, men de tilbragte også en måned ved Stillehavet, hvor de hængte ud med de lokale surfere og tog dykkercertifikat.

Det lå til Thyge at udfolde sig fysisk. Ligesom Simon havde han f.eks. østrigsk skilæreruddannelse.

Men i slutningen af september 2005 gjaldt det Afrika for Thyge. Oktober var imidlertid kun få dage gammel, da der indløb besked til familien i Danmark: Thyge var forsvundet i Nilen.

Allerede under flyveturen til Uganda stod det klart, at Thyge var druknet. Han var, formoder man, suget ned af stærke hvirvler.

- Vores verdener brød sammen, fortæller Simon, der bevæget og alligevel med et smil ved de glade erindringer om Thyge har fortalt om rejsen til Mexico.

Og alligevel lykkedes det familien på uforklarlig vis at begynde at snakke om de mange ting, den nu stod over for allerede under udrejsen.

- Som mor mente jeg jo at vide bedst - men vi fik taget hul på en proces, hvor alle sagde, hvad de troede, tænkte og syntes, fortæller Annette, for hvem der ikke er langt til hverken smil eller gråd.

Hørte ikke sammen

Midt i processen stod det klart, at Thyge og blomster ikke naturligt hørte sammen.

Da Kurt på et tidspunkt i flyet læste om International School, tænkte han og familien med: "Dér er den".

Men som ambassadøren, Stig, sagde, da familien nåede frem: "Det er de riges børn, der går der. Det er mine børn".

Og det var jo ikke dem, familien ønskede at støtte. I Thyges navn.

På åstedet fik familien snart at vide, at Thyge havde været foregangsmand for et projekt i rejsegruppen, der skulle have fundet sted dagen efter hans død. Thyge ville sammen med dem, der havde lyst, have været af sted til et projekt for at aflevere 50 dollar og sin egen arbejdskraft for en dag.

Beslutningen om at opfordre folk til at donere et beløb til et humanitært projekt i Uganda i stedet for blomster til begravelsen føltes om muligt endnu mere rigtig for familien, der i Uganda blev konfronteret direkte med ulykkesstedet.

- Jeg fik et værelse med udsigt direkte ud til det sted, hvor Thyge var druknet, fortæller Annette, og Simon tilføjer: Vi kunne høre Nilen!

Det var skrækkeligt - og dog opdagede familien midt i tragedien og skrækken, hvor smukt stedet er. Så smukt fandt den stedet, at den i dag er i stand til at forbinde det med noget positivt også.

- Vi fik bearbejdet så meget sorg dér. Vi fik snakket om, hvad vi hver især havde lavet med Thyge, og vi fik fortalt om de hemmeligheder, vi hver især havde med ham. Vi fik bearbejdet meget igennem de gode historier og latteren. Thyge har givet os så meget.

At det overhovedet lod sig gøre dér, forklarer Søren med roen.

- Vi var væk. Vi var sammen. Og vi var ikke ophængt af praktiske gøremål som at ringe til folk, præst og bedemand.

På samme måde forklarer familien, at den var i stand til over to dage at tage ud og se på forskellige mulige projekter. Uden at fortælle, hvad det egentlige ærinde var.

Turene var lagt til rette af ambassaden, som familien har lutter lovord tilovers for. Ligesom den roser Udenrigsministeriet, rejsebureauet og alle, der hjalp dem i forbindelse med turen.

- Vi faldt for en kommunal skole i udkanten af Jinja (nord for Victoriasøen).

Skolen viste sig senere at være den af alle, som familien havde besøgt, der ligger tættest på vandfaldet, hvor Thyge druknede.

Det var mødet med Nelson, en engageret skolelærer, der gjorde udslaget.

- Selv om der er 1012 elever at tage vare på, så vi, at han alligevel havde overskud til at give en elev ekstraundervisning forud for en eksamen.

Frarådede blomster

Tilbage i Danmark frarådede bedemanden at opfordre folk til at give et beløb i stedet for blomster.

- Men vi tog chancen alligevel, smiler familien, der fik over 50.000 kr. ind.

Men der manglede ikke blomster ved bisættelsen.

- Folk kom med egne bundne buketter.

Annette fortæller, at hun selv bandt bårekransen - selv om det på et tidspunkt føltes meget grænseoverskridende.

Men under processen - og efterfølgende - erfarede hun, at det føltes meget personligt. Og at der tillige fandt en fantastisk bearbejdelse sted.

- Man lægger krop og sjæl i sådan en krans - man betaler sig ikke bare fra den, forklarer hun og tilføjer, at hun er fortsat med selv at binde buketter til Thyge.

Igen forklarer Søren overskuddet med roen.

- Ja, vi var nået ind i os selv. Vi nåede at passe på os selv, samtidig med at vi havde fået et fremadrettet projekt, tilføjer Annette.

Allerede sidste år i sommerferien var familien tilbage i Uganda, hvor den besøgte den udsete skole. Efter mange snakke stod det klart, at et bibliotek ville være til glæde, og det er dét, familien nu rejser til Uganda for at indvie. Ja, Simon er rejst i forvejen. Han har fået en del af sin praktiktid i udlandet.

- Vi er så glade for, at projektet er lykkedes. For selvfølgelig har der været problemer undervejs. Vi har skullet sikre os mod korruption, og vi har måttet sikre os, at pengene er gået til det rigtige.

Samtidig har familien med glæde konstateret, at det, at den i nært samarbejde med ambassaden og en af de udstationerede kvinder, Anita, har beskæftiget sig med skolen, har affødt en ny interesse fra kommunens side.

- Den har bevilget maling til skolen, så den fremstår pæn til indvielsen af biblioteket, og det er vores indtryk, at den er parat til at give skolen et generelt løft.

Det er børn og forældre, der har vasket skolen og gjort den klar til maling.

- Det er som om, at tingene dér vender sig, og det er klart, at det glæder os.

Af Udlændingestyrelsen er familien blevet spurgt, om den har tænkt på, om den evt. kan følge projektet op - og i givet fald hvordan. Af folk i Øster Hornum er den spurgt, om den laver en indsamling nummer to. Og det er muligt. Hvis energien dukker op, sker der noget igen.

Foreløbig er familiens plan at komme videre med en hjemmeside om Thyges projekt, når den kommer hjem fra Uganda. Det sker først og fremmest for at fortælle alle bidragydere, hvad pengene er gået til, men også for at eventuelle nye bidragydere kan læse om projektet. Adressen er www.thygesskoleprojekt.dk.

Familien er klar over, at den har handlet utraditionelt - men for den har hele processen føltes så rigtig, at den gerne har villet pege på fremgangsmåden som en eventuel mulighed for andre.

-Det er ikke for at sige, at det er forkert at give blomster, slet ikke, men måden her har givet os noget, som familien forklarer.

Og i princippet kan man lige så godt donere penge til en lokal idrætsklub eller andre, der måtte have givet et ungt menneske noget.

Annette tilføjer: Det, der sker nu, sker, fordi Thyge er død. Der er forhåbentlig ikke nogen af os, der dør forgæves.

Og ved at glæde andre bearbejder familien samtidig sin egen sorg. Og snakken varer ved. Familiens oplevelse er, at folk finder det legalt at spørge til Thyges projekt - hvorimod de måske ville have haft sværere ved fortsat at spørge til Thyge eller til familiens ve og vel. Men den snak fortsætter. Helt naturligt.


NORDJYSKE STIFTSTIDENDE TIRSDAG 8. MAJ 07


Livet går videre - trods alt. FREMTID: Familien Søegaard har indviet en skolebygning i Uganda til ære for sønnen Thyge, der druknede i Nilen. Skoleeleverne tog imod gaven med sang, dans og glæde.
(Af Dorte Rohde dorte.rohde@nordjyske.dk)

Det var hårdt, men det var også fantastisk. Positivt og fremadrettet.

Det siger Annette Søegaard, Øster Hornum, oven på endnu en rejse til Uganda, hvor hun for ca. halvandet år siden mistede sin yngste søn Thyge ved en tragisk drukneulykke.

Sammen med sin mand, Kurt, og de to sønner, Søren og Simon, var Annette Søegaard denne gang i Uganda for at indvie det skoleprojekt, som familien fik penge til, da den i forbindelse med Thyges bisættelse bad om penge frem for blomster og kranse. Fordi den mente, at det var i Thyges ånd. Og fordi det dengang føltes rigtigt.

I dag, efter at familien har været af sted for at indvie en 135 kvadratmeter stor skolebygning i tilknytning til Kiira Primary School i byen Jinja nord for Victoriasøen, beregnet til både bibliotek og mødelokale, er familien ikke det mindste i tvivl om, at det var et rigtigt valg den traf halvandet år tilbage.
Den 135 kvadratmeter store bygning i tilknytning til skolen i Jinja i Uganda er bygget for penge, som familien i Øster Hornum fik ind, da den i forbindelse med Thyges død bad om penge frem for blomster og kranse. Familien har tidligerefortalt om ideen i NORDJYSKE til inspiration for andre, og den er efter indvielsen ikke i tvivl om, at den har gjort det rigtige.
- Indvielsen var en fuldstændig fantastisk oplevelse. Det, vi har fået sat i værk, er ubeskriveligt for både børn og voksne. De var alle så usandsynligt glade for den mulighed, de har fået i de 135 kvadratmeter. De gav virkelig udtryk for, at de har fået noget, de sætter pris på, og vi har fået noget at bygge videre på. Noget, der binder os fire sammen, fortæller Annette Søegaard, der sammen med familien fik 53.000 kr. ind ved bisættelsen.

I Thyges navn

Ideen fik familien i Uganda, hvortil familien rejste, straks den hørte, at Thyge var forsvundet i Nilen. Og selv om Thyge blev fundet død, havde familien overskud til at rejse rundt og undersøge, hvilken skole den ønskede at støtte. I Thyges navn.

Overskuddet til både at få ideen og til at rejse rundt har familien tidligere i NORDJYSKE forklaret med, at den havde roen.

- Vi var væk. Vi var sammen. Og vi var ikke ophængt af praktiske gøremål som at ringe til folk, præst og bedemand.

Og nu står den der så, Thyges mindehal eller Thyge Memorial Hall, som skolen har bestemt, at den skal hedde. Funklende ny - men uden at skrige mod skolens øvrige bygninger.

De er samtidig blevet sat i stand. Til dels for penge fra projektet. Af børn og forældre. Den Danske Ambassade, som familien har arbejdet tæt sammen med, har ment, at uganderne ikke bare skulle nyde - og også yde, og det passer Annette Søegaard godt.

Indvielsen nød hun og familien. I fulde drag.

Børnene sang - først deres egen så Danmarks nationalsang. Det var sønnen Simon, der til daglig læser på Hjørring Seminarium, og en klassekammerat, Christine Nielsen, begge i skolepraktik på den afrikanske skole, der havde lært børnene den danske sang.

På familien Søegaards opfordring fik børnene lov til også efterfølgende at blive og deltage både under taler og dans.

- Det var sådan en oplevelse af se dem synge og danse. At få oplevelsen af at livet går videre. Trods alt, fortæller en bevæget Annette Søegaard, der bestemt ikke har tænkt sig at slippe projektet.

- Vores idé har længe været at gå videre med projektet. Når vi fik kræfter til det. Det fik vi i Uganda. Det var så livsbekræftende at være der, fortsætter Annette Søegaard, der sammen med familien nu vil forsøge at samle penge ind til at møblere den nye bygning.

Selv om møblerne mangler, er bygningen dog forlængst taget i brug.

Det ved familien fra e-mails og billeder, som specielt Nelson, en engageret skolelærer, er flittig til at sende.

Ham satser familien på at få til Danmark næste år.

- Hjørring Seminarium er interesseret i at få ham herop, og vi håber meget, at det lykkes at få ham hertil. Det vil give ham et indblik i, hvad Danmark er, og det kan han vende hjem og videreformidle. Befolkningen er virkelig så interesserede i at få et indblik i vores liv og vores demokratiske processer. Jeg håber, at vi på flere måder kan udbygge samarbejdet.

Men det udelukker ikke, at familien Søegaard skal til Uganda igen, for selvfølgelig skal vi det, siger Annette Søegaard, der sammen med familien denne gang så bl.a. næsehorn udsat fra Kenya, den sjældne leopard - og bjerggorillaer.
Under den seneste rejse til Uganda blev der også tid til at komme ud at se landet og opleve nogle af de vilde dyr. Her er Simon sammen med en bjerggorilla. Også Thyge lod sig begejstre af arten før sin død. Det fremgår af en dagbog, han efterlod.
Ikke mindst de sidste var en fantastisk oplevelse for familien - en oplevelse som den nu på en og anden måde deler med Thyge.

Inden sin alt for tidlige død nåede han at se dem. Og han var så begejstret. Det fremgår af en dagbog, som familien har fået overladt.

Det var en god dag for Thyge, da han så dem.
Det var det også for hans forældre og hans brødre, da de så dem.
Se familiens hjemmeside: www.thygesskoleprojekt.dk.