Baggrunden for Thyge’s skoleprojekt i Uganda.


Thyge blev 23 år.Thyge’s skoleprojekt i Uganda er et projekt startet af Thyge’s familie og venner ved en pengeindsamling i forbindelse med hans tragiske død og efterfølgende bisættelse i Øster Hornum Kirke den 22. oktober 2005. I stedet for kranse og blomster ved kirken, bad vi pårørende om at tiltænkte penge til blomster kunne indbetales på en konto i Spar Nord, Øster Hornum, og pengene skulle gå til et projekt ved Kiira Primary School.

Thyge druknede under en svømmetur i Nilen ved dens udspring ved Jinja i Uganda den 4. oktober 2005. (se websiden ”Om Thyge”).

På vores rejse til Uganda den 6. oktober 2005 talte vi i familien om, hvad vi nu kunne gøre for at finde lidt mening med den situation, vi stod i. Vi blev modtaget af ambassadør Stig Barlyng i Entebbe lufthavn. Allerede dagen efter vi var landet i Uganda talte vi med Stig Barlyng om, hvilke muligheder, han kunne se for os. Han mente at vi skulle tage rundt i området og se på forskellige projekter. Vi havde 2 dage i området omkring Jinja, hvor vi tog rundt for at se på mulige projekter for børn. Vi så på 6 forskellige projekter og i samråd med Den Danske Ambassade valgte vi at det var den lokale skole, en meget fattig og forsømt skole – med glade børn og engagerede lærere, der kunne få størst glæde af pengene. Ved vores besøg på skolen spurgte vi Headmaster og et par lærere, hvad de ønskede sig, hvis de kunne bestemme – så ønskede de sig ”skygge til børnene”. Det vi også så ved denne skole, var den enkle, men meget bevidste måde de oplyste børnene omkring AIDS - smittefare og renlighed. Små skilte rundt om i "skolegården" gjorde hele tiden eleverne opmærksomme på Ugandas store problem. (Se webside .....

Bygningen opført for pengene.
Billede af P1 - 1. klasse, hvor eleverne er ca. 5 - 6 år. Lærerne til venstre er de ansvarlige for klassen og til højre er matematiklæreren.
Vi fik indsamlet 53.500 kr. Disse penge er sendt gennem Udenrigsministeriet til Den Danske Ambassade og Anita Jürs har været vores kontaktperson på projektet. Hun har styret projektet meget præcist og fredag den 16. februar 2007 var vi til indvielse af det flotte byggeri, en Hall på 135 kvm. Vi synes det er et fantastisk projekt, hvor alle pengene er gået direkte til mursten og maling – til THYGE MEMORIAL HALL – THYGES MINDEHAL, som skolen havde bestemt, den skulle hedde.

Mindepladen, der er sat op på højre side af døren til Hallen.Udover at den flotte hall var blevet opført - var de øvrige bygninger - klasseværelser, headmasters kontor og lærerværelset - også sat i stand. Lærere, forældre og elever skulle også bidrage og det skulle de ved at ”aflevere” deres arbejdskraft til projektet. De havde fået til opgave at gøre skolen ren, og efterfølgende male den både ude og inde, så materialerne hertil var også betalt for nogle af projektets penge.

Anita Jürs ved indvielsen.Anita og hendes familie har arbejdet meget for at dette projekt kom i gang, og vi skylder hende og familien en stor tak for det store engagement, de har lagt i projektet. Tusind tak for hjælpen Anita Jürs, Tyge Korsgaard og til Den Danske Ambassade i Kampala.

Anita giver en forælder en påskønnelse fordi han har været med i arbejdet omkring rengøring og malingen hver eneste dag i det aftalte forløb.Vi har planer om at fortsætte projektet og Den Danske Ambassade har lovet at de fortsat vil hjælpe os med de praktiske ting, der følger med sådan en opgave.

Vores næste projekt er bl.a. at samle penge ind til møbler til HALLEN. (Se websiden om økonomi.)